Tjørnelyhusets søvnpolitik.

 

 

Børns søvn er vigtig. Når børn – og voksne – sover, rydder hjernen op!

 

Dette er hårdt arbejde at gå i vuggestue eller børnehave. Der er mange indtryk, lyde, mennesker mv børnene skal forholde sig til dagen lang. I Tjørnelyhuset respekterer vi børnenes behov for søvn, på lige fod med deres behov for mad, drikke og en tør ble. Med den rette mængde søvn, har barnet overskud til at være godt tilpas i dagligdagen i vuggestuen eller børnehaven.

 

De få gange vi på opfordring af forældrene har vækket børn oplever vi, at vi ikke tilgodeser barnets behov for søvn. Der er en årsag til at børn sover som de gør og følger det søvnmønster de gør. En afbrudt søvn er ikke en god søvn. Derfor har vi besluttet at vi ikke vækker børnene i Tjørnelyhuset. Når vi hører forældrene fortælle at de ikke kan få deres børn i seng om aftenen, skyldes det yderst sjældent, at børnene har sovet for længe til middag. Det skyldes oftere, at børnene er blevet overtrætte og egentlig bør komme tidligere i seng. For der ER meget at fordøje efter 7-10 timer i Tjørnelyhuset.

 

Alt forskning peger på at børn sover det de har behov for – og ja – det kan være svingende, men vi tager søvnen alvorligt. Helt generelt for børn og voksne gennemgår vi forskellige faser når vi sover. Den fase der kaldes REM-søvnen, er den fase hvor vi drømmer; og når vi drømmer rydder hjernen op. Børn har flere perioder med REM-søvn end voksne har. Efter en halv til en hel time, indtræder den dybe søvn. I denne fase er man meget svær at vække. I hjernen udskilles blandt andet, hos børn, væksthormoner og hormoner der styrker immunforsvaret. Vi er først ordentligt udhvilede når vi har været nede i den dybe søvn. Perioden i den dybe søvn varierer meget men varer almindeligvis minimum en halv time.

 

Så kære forældre: Vi vækker ikke børnene i Tjørnelyhuset. Det håber og forventer vi I respekterer.

 

 

Med venlig hilsen

 

Personalet i Tjørnelyhuset.